23948sdkhjf

Dagligvarekæde opfordrer til aldersgrænse på energidrikke

Børn og unge i Danmark drikker rigtig meget energidrik. Derfor opfordrer Lidl Danmark andre aktører og politikerne til at indføre en aldersgrænse ved køb af de usunde drikke

Børn og unges forbrug af energidrikke er for højt. Det viser en rapport fra Center for Sundt Liv og Trivsel, der har undersøgt børn og unges drikkevaner i 2024. Derfor opfordrer Lidl Danmark nu politikerne til at indføre en aldersgrænse på 16 år for køb af energidrikke. Det skriver dagligvarekæden i en pressemeddelelse. 

Salget af energidrikke i Danmark er nemlig tredoblet i løbet af de seneste fem år. I undersøgelsen fremgår det, at hver fjerde unge mellem 13-15 år har drukket energidrikke den seneste måned, og mange unge overstiger de anbefalede mængder for indtag af energidrikke, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for deres sundhed og trivsel.

Lidl Danmark valgte tilbage i 2018 at indføre en aldersgrænse på 16 år for køb af energidrikke – og håber, at andre aktører følger trop. Derudover opfordrer kæden igen politikerne til at lytte til eksperterne på sundhedsområdet og indføre en aldersgrænse.

- Undersøgelsen fra Center for Sundt Liv og Trivsel viser med stor tydelighed, at der er alt for mange børn og unge under 16 år, som drikker energidrikke. I Lidl har vi lyttet til eksperterne, hvor blandt andet Fødevarestyrelsen fraråder energidrikke til børn. Den nyeste rapport understreger, at der er behov for at gøre aldersgrænsen til lov i hele Danmark, udtaler viceindkøbsdirektør i Lidl Danmark, Khalil Jehya Taleb, i meddelelsen. 

I 2023 blev der ifølge meddelelsen solgt næsten syv gange så mange dåser og flasker med energidrikke som i 2010, hvilket svarer til en stigning fra knap fire millioner liter til over 11 millioner liter årligt. Samtidig viser trenden, at energidrikke i stigende grad sælges i større enheder. Undersøgelsen fra Center For Sundt Liv og Trivsel viser, at energidrikke er særligt populære blandt de ældre børn i folkeskolen.

Eksperter og producenter er enige - der skal indføres en aldersgrænse

Det er ikke kun Lidl Danmark, som ønsker en aldersgrænse på 16 år for køb af energidrikke. Tilbage i oktober 2024 gik Lidl sammen med den danske producent af energidrikke, State Drinks, ud og opfordrede til en aldersgrænse på 16 år for salg af energidrikke.

Også Hjerteforeningen synes, der skal gøres mere for at holde energidrikke ude af børns liv.

- Det er stærkt bekymrende, at så stor en andel af børn mellem 13 og 15 år drikker så meget energidrik, for energidrikke er absolut ikke for børn. Vi ved, at store mængder koffein påvirker børn og unges krop og hjerne negativt, at det er afhængighedsskabende, og at børnene ofte oplever bivirkninger som hjertebanken, uro, ondt i maven, koncentrationsbesvær og søvnforstyrrelser ved langt mindre mængder end voksne, udtaler Natasha Selberg, ernæringsfaglig chefkonsulent i Hjerteforeningen, i meddelelsen. 

Hun fortsætter: 

- Samtidig indeholder energidrikke ofte mere tilsat sukker end sodavand. Det er tydeligt, at det, som man allerede har gjort, ikke har været nok. Vi skal sikre en ordentlig beskyttelse af børn og unge mod de meget fristende, men helt unødvendige og afhængighedsskabende energidrikke. Vi er glade for at Lidl Danmark er gået forrest her. 

Andre europæiske lande som f.eks. Polen, Rumænien, Letland, Litauen har ifølge Lidl Danmark alle vedtaget en aldersgrænse mod salg af energidrikke til børn. Derudover arbejder både Storbritannien, Norge og Ungarn på en aldersgrænse for køb af energidrik.

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.048